Grunden ligger på den højtliggende del af Hirtshals i området Nejst. Nejst består primært af traditionelle mindre parcelhuse fra perioden 1970-1980. Området afgrænses mod nord af den meget markante skrænt og af den karakteristiske rækkehusbebyggelse på Nejstbrinken, hvorfra der er en flot udsigt over havet. Den udbudte grund danner afgrænsning mod øst og her kan opføres rækkehusbebyggelse i lighed med den øvrige på Nejstbrinken.
Grunden ligger smukt for enden af Nejstbrinken på en skrånende naturgrund, der er udlagt til rækkehusbebyggelse. Der er en flot udsigt over blandt andet by, idrætsbaner og sø. Arealet er udstykket i otte selvstændige ejendomme, hver bestående af en bygningsparcel og en garageparcel. Grundstørrelserne varierer mellem 250 m² og 365 m². Arealet til boliger er i alt på 2.417 m², og arealet til carporte/garager er på 175 m².
Bygningsparcellerne kan ændres, så de fire nordligste grunde rykkes ud til Nejstbrinken – se kortbilag. Køber skal ved afgivelse af købstilbud angive, om man ønsker den ændrede placering. Der indgår i øvrigt en bunker i denne løsning.
Bebyggelsesprocenten er 35. Der kan opføres såvel ejerboliger som andelsboliger i overensstemmelse med den gældende lokalplan. Lokalplanen angiver grundenes størrelse, beliggenhed og byggemuligheder. Der kan ikke forventes væsentlige dispensationer fra lokalplanen. Arealet er byggemodnet med vej, kloak og vand.
Der er ikke foretaget undersøgelser af arealets bæreevne.
Arealet er omfattet af lokalplan nr. 322.1 Boligområde på Nejst.
Grunden udbydes til salg til en mindstepris på 0,750 mio. kr. inkl. moms og sælges til højestbydende.
Køber står selv for den interne byggemodning. Der er ikke betalt tilslutningsbidrag til forsyningssel
skaberne. Det skal køber selv stå for.
Grunden kan overtages umiddelbart efter indgåelse af en købsaftale.
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Grundsalg på grundsalg@hjoerring.dk eller telefon 72336780. Bemærk at kontoret er ferieramt i perioden 20. juli til 7. august.
Ønsker du at byde på grunden, skal vi modtage dit købstilbud senest den 17. august 2026 kl. 12. Køb
stilbud sendes til grundsalg@hjoerring.dk.
Salg af grunde er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 396 af 13. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme.
Aktiv fiskerihavn og gågade med havudsigt
Hirtshals har en unik placering på grænsen mellem EU, Norge og Nordatlanten og ved starten af Motorvej E39. Ikke mange byer kan prale af at have en gågade med havudsigt og den fineste badestrand midt i byen, men det kan Hirtshals. Fra Hirtshals går tog til Hjørring, Aalborg og Frederikshavn med mange daglige afgange. Der er flere daglige færgeforbindelse til norske byer og jævnlige forbindelser til Island og Færøerne.
Hirtshals er en by i tre niveauer, hvor niveauerne adskilles af markante skrænter. Det lavtliggende havneareal mod nord omkranses i en halvcirkel af et højere beliggende byplateau, som igen er delt i to niveauer adskilt af grønne skrænter. Skrænterne er med til at iscenesætte Hirtshals som byen på kanten af havet, men samtidig også med til at adskille bymidten og havneområdet.
Nederste del af byplateauet er den ældste del af byen og omfatter bydelene Midtbyen, Østbyen og Vestbyen. Bydelene er præget af boligbyggeri i form af beskedne enfamiliehuse, karakteristiske rækkehusbebyggelser og alment boligbyggeri. Visse steder har byen en lidt klondikeagtig karakter, som er en del af Hirtshals’ særkende. Her bærer husene præg af den lokale foretagsomhed, beskedne materialer og økonomiske op- og nedgangperioder. Resultatet er et sammensat billede af byens betingelser og sjæl.
Byens parcelhuskvarterer ligger i den højtliggende del af byen og omfatter områderne Nejst, Ulvkær og Emmersbæk. Nejst består primært af traditionelle mindre parcelhuse fra perioden 1970-1980. Området afgrænses mod nord af den meget markante skrænt og den karakteristiske rækkehusbebyggelse på Nejstbrinken, hvorfra der en flot udsigt over havet.
Bydelene Emmersbæk og Ulvkær er karakteriseret af boligområder, som har udviklet sig over en lang årrække og derfor rummer mange forskellige boligtyper og bebyggelser, både alders- og bygningsmæssigt. Byen afrundes mod vest af det nye boligområde ved Asger Højlundsvej, som via stier har god adgang til de omkringliggende naturområder.
Hirtshals Havn er en betydende fiskerihavn. Her findes alle de faciliteter og aktiviteter, som hører til en effektiv fiskerisektor.
Hirtshals har cirka 6.200 indbyggere. Byen har et varieret udbud af forretninger og spisesteder og er i modsætning til mange andre kystbyer en by, der lever hele året, og som har et rigt kulturliv. Her finder du lokalmuseum, Nordsøen Oceanarium, kunsthåndværkere, den årligt tilbagevendende fiskefestival, musikforeninger og meget mere.