Varmeregningen er på nul kroner

Gulvvarme med hurtig varmeregulering, solcelleanlæg skjult på taget og ydermure i højtisolerende purskum. Marianne Helenius og Rene Szast Thomsens nye hus i Bjergby er en opvisning i moderne energiløsninger. 

– Vi byggede i 2013 et passivhus på 260 kvadratmeter. Passivhus betyder, at vi er 100 procent selvforsynende med el og varme. Det er en god fornemmelse, fordi energipriserne sikkert kun fortsætter opad i de kommende år.

Et jordvarmeanlæg med en varmepumpe sørger for gulvvarme i hele huset. Varmeslangerne ligger helt tæt på gulvbelægningen, hvilket gør det meget hurtigt at regulere temperaturen i rummene. 

Strømmen til varmepumpen og de øvrige el-forbrugere i huset bliver leveret af et solcelleanlæg på taget af huset. Solcelleanlægget er gemt bag en 80 cm høj murkrone, som gør anlægget usynligt fra jorden. 

Husets ydermure er opført i purskum-paneler. Materialet bliver også brugt i byggeri af frysehuse, og det isolerer boligen ekstremt effektivt. En tynd stålplade indvendigt har afløst den traditionelle og langt mere skrøbelige dampspærre i plast. 

Byggede drømmehuset
Rene Szast Thomsen er VVS-installatør og driver sit eget VVS-firma i Bjergby. Han glæder sig til at følge husets mange energivenlige løsninger på nærmeste hold i de kommende år.

– Det har altid været min drøm, at vi skulle bygge vores eget hus. Det giver mig mulighed for at få en masse praktiske erfaringer, som jeg kan bruge, når jeg skal rådgive kunderne om nye energiløsninger.

Familien har selv tegnet udkastet til grundplanen i huset, mens en arkitekt har stået for den endelige tegning. 

– Før vi byggede nyt, boede vi i et ældre hus her i Bjergby. I stedet for at koste penge på flere ombygninger valgte vi at sælge det og bygge et nyt hus, som vi kunne indrette præcist efter vores ønsker og behov. 

Bjergby har det hele
Bjergby er familien meget begejstret for. Sønnen Kristoffer er netop begyndt i børnehaven, og om nogle år kan han pakke rygsækken og selv cykle hen til den lokale skole. Efter 6. klasse kan han gøre folkeskolen færdig på Højene Skole, hvor skolebussen kører lige til døren.

– Selv om Bjergby er en lille by, er her alt, hvad vi har brug for. Her er en god Dagli’ Brugs, gode fritidstilbud og en rigtig skøn natur. Jeg arbejder i et revisionsfirma i Hjørring, men det er ikke noget problem, fordi tilkørslen til motorvejen ligger lige uden for byen, pointerer Marianne Helenius Thomsen.